NYHEDSBREVE


Her kan du tilmelde eller framelde dig gratis månedsbreve tilsendt direkte fra *Psymagine/Bent Petersson.
HUSK at udfylde rubrikken "email adresse" med din emailadresse

Tilmeld/frameld nyhedsbreve



Nyhedsbreve:

Har du ondt i følelserne?
Hvorfor laver du så ikke bare om på dem?

 

Psymagine handler om forandring. Forandring til den eller det, du drømmer om. At det lader sig gøre er ikke hokus pokus, mystik eller noget alternativt. Det er simpelthen muligt, men det kræver disciplin. Til gengæld kan du glæde dig over både det og tilværelse resten af dit liv.

 

Jeg har valgt at følge Marianne i hendes personlige udvikling. Måske husker du, at Marianne skrev nyhedsbrevet i julen 2006.

 

Hvordan går det så hende? Har hun fået det bedre? Var det hele arbejdet værd?

- og bruger hun stadig psymagine-metoden, som redskab til personlig udvikling?

 

Mariannes forudsætninger var enkle. Hun havde vilje. Hun var også målbevidst. Hun gik til samtaler med mig, læste mine bøger, mødte til foredrag, skrev sammen med mig og deltog i to kurser.
 

Hun var for et års tid siden ramt af en virkelig dyb depression. Hun kunne hverken passe sit arbejde, handle i forretninger, være sammen med venner eller turde åbne postkassen. Hendes kropskemi var gået fuldstændig i uorden. Hun var meget angstfuld og enormt stresset. På trods af alt dette, indså hun alligevel, at hun blev nødt til at gøre noget ved sin situation, selv om energien slet ikke var dertil.

 

Jeg har modtaget en julehilsen fra hende, som jeg gerne vil bringe, dels fordi du, kære læser, med egne ord kan læse, hvordan det er gået Marianne, og  dels kan du læse mit svar, der samtidig er skrevet til dig i din egen proces.

 

Mariannes andet brev
 

Kære Bent!

Jeg har glædet mig i flere dage til at skrive denne julemail til dig. Ja i endnu længere tid, al den tid, hvor jeg har haft det godt, og det har jeg faktisk haft, siden jeg var ude hos dig, ganske kort tid efter efterårsferien. De små tilbagefald, har været så små, at de næsten slet ikke tæller med. Jeg har i perioder haft alt for meget at se til på arbejde, pga. af sygdom blandt kollegaer og mangel på vikarer, samt og ikke mindst børn med adfærdsproblemer og særlige behov.

Sagen med den lille dreng er slet ikke afsluttet, men vi bliver nødt til at affinde os med situationen indtil forældrene (især moderen) indser deres ansvar. Jeg vil dog lige fortælle, at da vi som personale for alvor indså vores ansvar over for drengen og reagerede bevidst og ærligt overfor ham, blev han mindre urolig og har haft det lidt bedre. - Dette var bare en kort orientering om sagen, jeg er glad for at jeg havde dig at fortælle det til da det var allerværst, og rørt over dit fine tilbud om hjælp til moderen, men muligvis skal hun vist helt ned i kælderen, før hun forstår at hun er nødt til at arbejde med sig selv.

Når jeg tænker på julen sidste år, hvor min krise var allerstørst, og julen i år, så er der jo en kæmpestor forskel.

I dag begyndte juleferien og jeg glæder mig til hele julen, og ferien og alt hvad der sker. Den første del af december er fløjet af sted med en hastighed jeg slet ikke kan følge med i, og jeg nåede slet ikke alt det jeg "plejer", men til gengæld en masse ting jeg ikke "plejer". Da det gik op for mig, at jeg var langt bag ud med julepyntning, julegaver, julekort, julebag osv. var jeg lige ved at blive stresset. Altså for alvor. De første fysiske ubehag meldte sig, kvalme og den ubehagelige hamster i maven, som jeg blev nødt til at være meget bestemt overfor!

Det lykkedes at slippe af med både den, og det øvrige ubehag i løbet af ganske kort tid. Det er da fantastisk!

Ja, det er helt fantastisk, hvad der er sket for mig, og med mig i løbet af året, der er gået. Og alt det kan jeg takke dig for. Du har sørget for at jeg blev rask igen, og yderligere sørget for at jeg har fået et nyt og meget bedre liv! Du har fået mig til at indse hvor stort livet er, og hjulpet mig til at få øjnene op for skønheden og al den lykke og kærlighed som jeg er så heldig at være omgivet af, hver dag i mit liv. Du har anerkendt mig og rost mig for det jeg kan, og taget imod mit tilbud om korrekturlæsning selv om mine evner er tvivlsomme og begrænsede. Du har tilbudt mig en pc, kvit og frit.

Altså er denne mail min ydmyge tak til dig. Jeg håber, at jeg har været i stand til at udtrykke min ærlige, oprigtige taknemmelighed og at du fuldt ud forstår hvor dybt og alvorligt jeg mener det.

Jeg ønsker dig en god, glædelig, lykkelig jul med masser af lys og kærlighed

De allerkærligste hilsner fra Marianne



 


Svaret til Marianne
 


Mit svar blev samtidig en julehilsen til jer alle

Kære Marianne

Tusind tak for din rørende mail. Det glæder mig, at du har det så godt og er blevet i stand til at justere kursen, når livets skib kommer for tæt på land. Vi må alle huske på, at livet ændrer sig hele tiden omkring os. Intet i universet er stationært og derfor ingen af os. Ej heller granitstenen, selv om vort øje og andre sanser opfatter det sådan. Videnskaben har for længst bevist elektroners bevægelighed. Kunne vore øjne registrere på et andet plan, kunne vi se mere luft end masse. Også granitstenen kunne vi med lethed se tvært igennem.

Vore sanser er dermed født til at være materielle, og derfor er det også almindeligt, at mange prøver at gøre og forstå deres tilværelse materiel, skønt de sande og virkelige rigdomme ligger på det usynlige immaterielle plan.

Det glæder mig virkelig, at du igen er rask, og enhver må have kunnet se, at du for kun et år siden var både fysisk og psykisk syg. Jeg husker, at du fortalte om din ødelagte kropskemi, og det både det og din almene tilstand virkede for mig, som om du styrede direkte imod sygdom i stor afmagt. Der var én ting tilbage i dig: Troen, håbet og tilliden til, at psymagine-metoden kunne hjælpe dig.

På dette stade begyndte du dit nye liv. At du alene gennem forståelse og tankevirksomhed har kunnet ændret en for dig så håbløs tilstand, er prisværdig og fantastisk, når mange i dag tyr til lykkepiller og lignende. Gør man det knytter man sig igen til det materielle – hér medicinen. Men ikke kun det: Man skaber måske større aggression og mærker måske nogle af de mange bivirkninger fra pillerne. Man forsøger at reparere på sin materielle krop, men det er jo den immaterielle del, der er syg eller ikke har det godt. Lykkepiller bliver måske til ulykkepiller.

Desværre kan hverken medicin, håndspålæggelse, et horoskop eller en bøn ændre på psyken – og måske dog. Noget, som man tror på, vil påvirke i samme retning, idet psyken altid gribe efter og gøre virkeligheden til det, man tror på.

Jeg skriver i min seneste bog om dette og den for os hver især så vigtige betydning af det, vi forestiller os, og at disse forestillinger samtidig bliver vort liv og oplevelse. Det kan måske lyde både mystisk og uvirkeligt for udenforstående. Alligevel er dette for længst videnskabelig bevist og er blevet til en helt almindelig opfattelse indenfor psykologien.

Det er altså indenfor universet af menneskets sande rigdomme, at du har bevæget dig. Mange materielt rige mennesker vil være dig misundelig. De ville gerne købe din tilstand for mange penge.

Derfor er det også lidt af et paradoks, at jeg i de seneste uger har investeret flere tusinde kroner i annoncer uden resultat. Ja, det vil sige, at en dame, der er på lykkepiller har ringet og spurgt, hvad det er, at jeg tilbyder. Hun lød både interesseret i håb om hjælp, men også lidt afventende og skulle først spørge sin mand. Mere kom der i denne omgang ikke ud af hendes forsøg på at hjælpe sig selv. Det handler jo om egen beslutning og benhård disciplin, når man vil ændre på sit ego, der jo er sindet, personligheden. Mange står af, fordi de selv skal udføre arbejdet, men Gud, naturen eller evolutionen har skabt det sådan, at ingen andre kan gribe mentalt ind i din psyke, med mindre du selv er indforstået.

Mange tyskere blev i 1930érne tilhængere af Hitler. Hans ideer og forestillinger blev mange tyskeres. Det så et håb. De troede i deres fattigdom på en mand, der for dem udstrålede energi og vilje. Når man således påtager sig forestillinger, der pludselig stemples gode, og man ændrer forestillinger til at tro dette, er man i stand til at se det gode i det onde. Nazismens forestillinger kostede millioner af uskyldige mennesker livet. Derfor er det ikke lige meget, hvilke forestillinger man går rundt med.

Hvordan bør ens forestillinger så være? Tankeforestillinger er ens moral, mening, livssyn, overbevisning, tro etc.

Husk at dine forestillinger altid skal være gode både i relation til dig, men samtidig også til andre. Tager du kun hensyn til dig selv, kommer de andre hurtigt efter dig - og viser du kun hensyn til andre, får du det selv dårligt. Måske ikke på kort sigt, men så over længere tid.

Marianne: Du er en værdig repræsentant og vidne til, at psymagine-processen lader sig gøre. Du har været en god elev. Selv har jeg oplevet processen, og det giver mig efter 16 år fortsatte gode oplevelser og psykisk stabilitet. Endog uden at mærke vrede, irritation, misundelse. Det er det psykiske plan som Maslow kaldte det sundeste og højest mulige. Det er et plan, som ingen begriber, før de selv har været der. Alle søger efter dette plan, hvor også lykkefølelsen eksisterer.

Dit eksempel vil mange ønske at følge, men troen på, at det kan lade sig gøre, er nødvendig for gennemførelse af en opgave, hvor man rent faktisk ændrer på sine hjerneneuroner. At ændre på sine tankeforestillinger er hjernevask, men da det jo handler om at kunne være kærlige overfor både andre og sig selv, er det jo ikke noget galt ved det. Tværtimod. Ikke mange drømmer om, at de er blevet hjernevaskede gennem hele livet ved at overtage andres meninger og opfattelser. Faktisk har vi hver for sig tilladt os at skabe tankeforestillinger, der har skabt det onde inde i os. Dermed har vi selv fabrikeret det ego, som vi ikke bryder os om, og som skaber uvenskab omkring os.

Det at vende tilbage til menneskets sande kærlighedstilstand er den vigtigste opgave for os i livet her på jorden. Samme budskab finder vi i alle religioner. Dette mærker vi, når livet går os imod. Vi får det skidt. Vi påfører os selv sygdomme. Vore venner bliver færre og færre. Måske skal man helt ned for at se det nødvendige, men det er ikke nødvendigt at påføre sig selv så store lidelser, før man begriber nødvendigheden.

Du har fornemmet og betrådt denne smukke udviklingsvej. Du vil opdage, at vejen fortsætter og deler sig. Mærker du modstand fra andre mennesker, så stands op og mærk efter, om du stadig er på rette vej. Som dit livs kaptajn må du hele tiden være opmærksom og justere kursen eller måske ligefrem søge tilbage for at finde den rette kærlighedsfyldte vej.

Jeg ønsker dig med disse ord en rigtig glædelig jul med samme hilsen til alle dine kære.

Hvis du har lyst, vil jeg gerne have dig til at lave både denne mail sammen med din mail til en julehilsen til mine mere end 260 nyhedsbrevslæsere. Stress dig ikke med dette, men gør det kun, når du har tid og lyst. Så vigtig er tiden jo ikke, men derimod kvaliteten af det skrevne

Jeg ønsker jer alle en rigtig god jul og lad julen vare hele året. At være god mod alt og alle – også sig selv, er jo det julen netop går ud på. Tænd lyset i hver enkelt af jer og lad det skinne på alle I møder

Mange gode julehilsener fra


Marianne bekæmpede sin depression, angst, stress og vrede

Mariannes første brev
 

Kære alle sammen.

Jeg vil gerne fortælle jer lidt om hvad der er sket for mig i den sidste halvdel af 2006.

Jeg var så heldig at jeg skulle have sommerferie i hele fire uger, og jeg havde glædet mig helt vildt. Foråret havde været temmelig stressende både i privatlivet og på arbejdet, så jeg trængte virkelig til ferie.

I den første uge ville jeg male vinduer, og forskellige andre praktiske ting. Mærkeligt nok kunne jeg ikke finde roen og glæden i bare det at have ferie. Jeg var faktisk stadigvæk stresset.

Nå, men jeg fik da ordnet det jeg havde planlagt, og da det blev weekend fik min mand endelig også ferie. Vejret var skønt, og vi badede og sejlede i kano og nød livet i to dage.

Så blev jeg syg. Jeg fik det elendigt, var svimmel og kastede op, jeg følte mig konstant søsyg, og selv når jeg lå ned følte jeg at jeg kunne besvime når som helst. Jeg var sikker på at jeg havde fået en virus på balancenerven, hvilket efter flere undersøgelser blev bekræftet af min læge.

En virus er jo ikke så farlig, og jeg var sikker på at det ville gå over af sig selv. Jeg havde tidligere hørt om sådanne tilfælde, og også at det kunne være meget langvarigt.

Efter ferien blev jeg sygemeldt. Først i en måned, så en til og en til. Jeg fik andre mærkelige småskavanker, som plagede mig. Jeg følte slet ikke at det gik fremad, tværtimod blev jeg mere og mere trist og ked af det.

Min chef ville gerne have mig tilbage på arbejde og tilbød mig en særdeles god ordning, så jeg stille og roligt kunne begynde at arbejde et par timer om dagen, og så i løbet af nogle måneder kunne komme op på fuld tid igen. Det var jeg meget glad og taknemmelig for og jeg havde mod på at gå i gang, selv om jeg ikke havde det godt.

Meget hurtigt blev jeg klar over at jeg ikke kunne leve op til mine egne krav og forventninger, og jeg følte heller ikke at mine kollegaer kunne være tilfreds med min indsats. Jeg fik det dårligere og dårligere, og kastede op bare ved tanken om at skulle på arbejde.

Efter tre uger, hvor jeg også havde haft et par sygedage, brød jeg fuldstændig sammen.

Jeg var så ked af det, angst og ulykkelig at jeg knap nok kan beskrive det. Jeg rystede over hele kroppen, jeg kastede op, min puls og mit hjerte galoperede afsted, min mave gjorde oprør og hele min kropskemi kom i ubalance. Jeg kunne ikke tage stilling til noget som helst, jeg græd konstant og kunne slet ikke få samling på mig selv. Da indså jeg at jeg var ramt af stress og depression, og at jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe mig selv, skønt jeg har et trygt, kærligt og helt fantastisk netværk i min mand, mine voksne sønner og vores nærmeste venner.

Jeg måtte og skulle have hjælp udefra.

I perioden hvor jeg var sygemeldt forsøgte jeg at finde hjælp til at håndtere min situation ved at deltage i et anti-stress-kursus på it-nettet, ved at lære mig selv at meditere, og ved at få daglig motion og masser af lys og frisk luft. Ingen af delene hjalp særlig meget.

Da jeg havde det allerdårligst, så jeg Bent Peterssons annonce i ugeavisen …HVIS LIVET GØR ONDT…… og jeg var overbevist om at det var hos ham jeg kunne få hjælp.

For et par år siden var min mand og jeg til foredrag med Bent Petersson, hvor han talte om sin bog ”FØLELSERNES FORUNDERLIGE SPROG”, og vi syntes der var så utroligt meget rigtigt i det han fortalte. Vi læste også bogen, men uden at tage den fuldstændig ind i sjælen.

Jeg fik min mand til at ringe til Bent Petersson, for at aftale en tid, så jeg kunne komme til en samtale med ham. Jeg kunne simpelthen ikke ringe selv. Jeg var bange for telefonen, for at møde postbudet, for at gå uden for vores dør, ja bange for alt!!!!!!

Jeg beskrev min situation pr. E-mail til Bent Petersson så han kunne være forberedt på hvilken person han ville møde.

Og hvilket fantastisk møde!!!!!!

Da min mand kørte mig ud til Bent Petersson, var jeg mere bange og nervøs end jeg nogensinde troede man kunne blive. Jeg var svimmel og havde synsforstyrrelser, ja, jeg havde det møghamrende elendigt. – Men efter ganske kort tid (faktisk ganske få minutter) hos Bent, kunne jeg slappe af, føle mig fri, forstået, accepteret og rigtig godt tilpas.

I løbet af samtalen fik jeg en forståelse af psymagine metoden, og var helt indstillet på at det var den der kunne hjælpe mig. Jeg købte den nyeste bog FORSTÅ OG TRÆN DIN FØLELSESMÆSSIGE INTILLIGENS og begyndte at læse i den allerede samme dag. Jeg blev fuldstændig bjergtaget, og læste og læste i flere dage. Jeg fik det bedre og bedre, og oplevede glæde og lykke for første gang i mange måneder. Jeg korresponderede (E-mail) med Bent Petersson hver gang jeg havde brug for hjælp og støtte i min læsning. Det blev til en helt fantastisk udvikling i min psykiske og fysiske tilstand.

I løbet af få uger er det lykkedes mig at få det virkelig meget bedre. Alle mine fysiske småskavanker forsvandt, eller blev formindskede, jeg turde igen gå udenfor, jeg begyndte at køre bil igen, hvilket jeg ikke havde gjort i et halvt år. Jeg overvandt en stor angst da jeg også begyndte at gå på indkøb igen, og jeg var ikke længere bange for at møde naboer, postbude osv., og noget af det allerbedste var at jeg slap for at begynde at tage lykkepiller, hvilket min læge ellers mente var nødvendigt. Heldigvis havde min læge respekt for at jeg var begyndt at gå til samtaler med Bent Petersson, og var indstillet på at give det en chance.

Jeg har arbejdet ihærdigt med mig selv og mine følelser, meget ihærdigt endda.

Engang imellem føler jeg at angsten er på vej tilbage, og det er utroligt skræmmende, men jeg har fået redskaber til at forstå, at jeg selv er herre over hvilke følelser jeg vil have, og hvilke følelser der kan ”vente” til der virkelig bliver brug for dem. Jeg har hele tiden været fast besluttet på at følge de nøjagtige anvisninger som jeg har fået, både i den personlige rådgivning, og i selve bogen. Jeg øver mig, det går ikke lige godt hver gang, men det går fremad.

Jeg har en helt ubeskrivelig glæde ved at læse alle Bent Peterssons bøger, og lige så stor glæde af at komme til samtaler hos ham.

Bent Peterssons kloge, behagelige væsen, hans fantastiske bøger, og mit ønske samt min vilje til at arbejde mig ud af angst og depression har været en utrolig god kombination. Jeg er så taknemmelig og glad, og på vej til at blive et bedre menneske end jeg nogensinde har været. Min mand kan tydeligt mærke forskellen, han bakker mig op i mit store arbejde med mig selv, og selv om han siger at han altid har elsket mig, er han slet ikke ked af den forandring der sker.

Jeg ønsker for alle andre der har det psykisk dårligt, eller søger personlig udvikling, at de vil benytte sig af den samme mulighed som jeg gjorde for at få det godt. Det er helt fantastisk hvad der sker når blot man virkelig vil tage psymagine-metoden til sig.

Tusinde tak til Bent Petersson, der har hjulpet, og fortsat vil hjælpe mig igennem hele processen.

- Og held og lykke, samt et godt nytår til alle der læser dette.

Mange hilsner fra Marianne


 


 


Temaet denne gang


Nina har arbejdet med psymagine metoden og redskaberne. Her får du et personligt indblik i hendes forvandlingsproces. Det er et flot selvudviklende arbejde, som hun har gjort. Når man er vedholdende, så kommer resultatet af den bevidsthedsudvidende proces, man ønsker realiseret. Ninas interessante brev til mig hedder Hvad har psymagine gjort ved mig?

Du er også velkommen til at skrive om dine egne resultater til mig. Og må de offentliggøres, vil der sikkert være mange, der får glæde af det. Måske giver det lyst og inspiration til andre, der føler behov for det, til selv at gå i gang med den personlige udvikling, der muliggør et helt anden positiv måde at leve og opleve livet på. Prøv fx at tænke på, hvor meget andres modstand fylder og påvirker dig. Dette er en naturlig psykisk målestok for, om du selv har brug for at ændre dig.

At forandre sig er som bekendt svært, men det er endnu sværere og forfærdeligt at blive ved med at leve på en måde, som man ikke bryder sig om. Tænk sig at spilde et så kort liv på ikke at have det godt, når døren til at finde et jordisk liv i paradis findes. Men du må starte med at erkende dine problemer, og at det ikke hjælper at prøve at lave andre om.

Husk at det er lettere at ændre sig selv end andre. Dette betyder dog ikke, at du ikke kan sige fra eller sige nej. Tværtimod viser psymagine-metoden dig, hvordan du kan gøre på en konstruktiv og rigtig måde, der virkelig hjælper.

Men hvordan og hvad gør man?

Det fortæller jeg alt sammen om i mine 5 bøger, på kurser og i forbindelse med konsultationer af halvanden times varighed. Følger du mine anvisninger garanterer jeg dig for et godt resultat af psymagine-processen. Og husk at psymagine endog vil virke resten af dit liv. Uden udgifter til lykkepiller eller andet misbrug. Du behøver i stedet kun tage gratis glæde ind ved at være til.

Allerede når du har gennemført en del af processen, vil du som alle andre kunne sige: Hvor var det en besværlig måde, som jeg engang levede livet på. Hvor er det let og positivt at leve på den nye måde.

Faktum er netop, at livet bliver både lettere og mere kærlighedsfyldt. Det bliver også meget nemmere at være sammen med andre. Giv dig selv chancen. Du fortjener den.

Efter Ninas brev følger et kursustilbud til dig efteråret. For nu går vi jo i gang.

Her er nogle forskellige kursisters evaluering af det forrige kursus:

- Der var en rar atmosfære, tilladelsen til at spørge dumt, fortroligheden mellem kursisterne, din måde at fremlægge det på var fantastisk. Jeg er blevet bedre til at lytte og til at stoppe op, bedre til at ignorere.

- Jeg slapper nu af ved at vide, at de er mulig at vende ubehagelige situationer til noget behageligere for alle parter

- Det var godt for mig at finde ud af at andre har det på samme måde som jeg. Dejlig atmosfære. Alletiders. Supergodt, Beroligende. Kurset bør fortsætte. Jeg bruger metoden ubeskriveligt meget på arbejde og i privatlivet. Jeg er næsten nået dertil, hvor jeg er glad for, at jeg fik en depression. Tusind tak for al den hjælp jeg har fået.

- Har lært meget jeg kan bruge. Vil gerne lære meget mere.

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men fakta er at jeg har fået det bedre.

- Jeg er blevet bedre til at lytte og komme ud af neurale kapringer og til at få styr på min vrede.


Jeg ønsker dig fortsat god læsning og en rigtig god sommer med behagelige oplevelser med stor tak til Nina for hendes personlige udmelding.



Brevet fra Nina
 

Hvad har psymagine gjort for mig?

Før jeg kan besvare dette er det på sin plads at fortælle lidt om mig selv - før jeg blev bekendt med psymagine.

Jeg betragtede mig selv som en helt almindelig nygift pige på 30 år. Jeg havde haft en dejlig barndom og følte mig godt rustet til livet i det hele taget. Som alle andre har mit liv ikke været skånet for ubehagligheder, kriser, udfordringer eller hvad man nu vil kalde alle de ting man kan blive udsat for her i livet. Men også det blev klaret. Jeg ville det gode for andre og fortalte dem gerne hvad jeg synes der var rigtigt. Jeg var en meget kontant pige, forstået på den måde at jeg sagde min mening, hvis folk spurgte om den – og nok også selvom de ikke spurgte om den. Jeg stod fast ved mig selv, troede på mig selv. Eller som vi siger i Jylland – kaldte en skovl for en skovl og en spade for en spade. Sidst men ikke mindst havde jeg en masse forventninger til alt og alle. Men i bund og grund følte jeg at jeg havde det fint.

Dog følte jeg mig tit misforstået – både på hjemmefronten og på arbejde. Og var frustreret over dette. Hvorfor kunne de andre dog ikke se hvem jeg i virkeligheden var, se den dejlige, bløde og kærlige pige jeg også var.

Tingene var efterhånden ved at kulminere – på hjemmefronten, fritid og arbejde. Ingenting var som jeg havde forestillet mig. Noget måtte gøres.

Siden har jeg været til foredrag med Bent Petersson, læst hans bøger, været i studiegruppe samt implementeret psymagine i min hverdag.

I bund og grund er jeg stadig mig selv. Men min livsanskuelse er en helt anden. Jeg respektere andre for hvem de er, jeg ser det gode i hver enkelte, jeg bruger kun du-sprog til folk, hvis det er positivt det jeg har at sige. Jeg er tro mod mig selv og har ingen forventninger. Ja i det hele taget bruger jeg nu psymagines livsanskuelse og de redskaber jeg har fået her igennem.

Set i bakspejlet havde jeg før i tiden mere travlt med at lede efter alt det jeg troede jeg ville have, eller prøve på at få andre til at være som jeg forventede. Men det er nu engang nemmere at lave om på sig selv end alle andre. Desuden holdte jeg mig ikke til fakta, men lod mine tanker og forestillinger styrer mig og dermed skabe mine følelser.

Når jeg snakker med andre om psymagine kommer snakken tit ind omkring det med ikke at have forventninger og om man så bare skal finde sig i hvad som helst. Men dette er det smukke af det hele. Det forholder sig lige omvendt. Det ikke at have forventninger til folk, er faktisk ikke for deres skyld, men for min egen. Nemlig for ikke at gøre mig afhængig af at andre gør, som jeg vil have det - og dermed sætte mig selv i risikogruppe for at blive skuffet. Dette er ikke ensbetydende med at jeg accepterer det. F.eks. så forventer jeg ikke at min mand deltager i de daglige gøremål, men skulle han vælge ikke at gøre det – hvilket jeg ikke ville acceptere, så må jeg tage handling på dette. Først og fremmest ved at fortælle ham, hvordan jeg har det med det (Ikke noget du-sprog her), samt være et godt eksempel. Og sker der stadig ingenting må jeg se nærmere på situationen og mærke hvordan jeg har det med det og handle herefter. Men før dette skulle ske, er det vigtigt at vide, at jeg har gjort hvad jeg kunne.

Det er svært at beskrive den ”frihed” psymagine har givet mig, beskrive den lettelse det er ikke at have så travlt med hvad alle andre gør, men derimod bruge sin energi på at lære sig selv og ens følelser at kende. Lære sig selv så godt at kende at man uanset hvad, der end måtte ske her i livet, ved at man har et valg - og at man er i stand til at træffe dette valg med sin fornuft og ikke ud fra gamle lagrede ting/følelser.

På hjemmefronten gav det selvfølgelig lidt uro at jeg pludselig var en anden. Min mand var ikke helt tilfreds – naturligt nok, nu hvor alt det kendte forsvandt. Også selvom det kendte var utilfredsstillende for begge parter. Men jeg stod fast.

Jeg talte hele tiden kun ud fra mig selv og at jeg havde brug for at ændre mig, da jeg ikke var glad for mig selv som person. Udtrykte forståelse for hans frustrationer og at dette ikke var for at genere ham, men at jeg håbede på at han med tiden vil kunne se, at det var til gavn for alle, at jeg blev glad for mig selv.

Med tiden brugte vi hinanden til at lære os selv bedre at kende, brugte hinanden til at udvikle os, med respekten for at det skete i hver vores tempo. Og sidst men ikke mindst uden forventninger fra min side til at min mand fulgte med i min ”åbenbaring”.

Resultatet: Jeg har nu indset, at jeg selv er med til at skabe mit liv. Jeg kan ikke, uanset hvad jeg gør, bestemme livets gang – hvem der dør, vælger at moppe mig, naturkatastrofer osv.. Men jeg har altid et valg i situationen og det er igennem mit kendskab til mig selv og mine følelser at jeg kan skabe mit dejlige liv, samt være alt det jeg ønsker at være for andre.

Jeg har igennem psymagine fået:

Styrken til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.

Modet til at ændre de ting jeg kan,

og visdom til at kende forskellen.


Og sjovt nok så er alle de mennesker og episoder, hvor jeg følte mig misforstået væk. Min mand og jeg har nu et dejligt ægteskab fyldt med mere kærlighed, respekt og overskud end jeg nogensinde havde drømt om, en dejlig datter – og hold da op hvilken forskel psymagine har gjort i forhold til at opdrage hende, samt en lille ny på vej.

Til sidst et spørgsmål:

Hvis du skal opdrage et lille barn, hvordan får du da bedst barnet til at vokse og gro i begejstring, i tillid og dygtighed?

- Skal man fokusere på alt det, barnet ikke kan, alt det barnet ikke er, alt det barnet gør forkert. Ved at fremhæve dette overfor barnet, måske endda ved at skælde det ud?

Eller

- Ved at fokusere på alt det barnet kan, alt det barnet er, alt det barnet gør rigtig. Ved at fremhæve dette over for barnet. Give det anerkendelse for dets ihærdighed for at lære, selvom det gør fejl. Ved kærligt at vise barnet en bedre måde at gribe det fejlslagne an på?

Du er selv dette barn, og du er dette barns læremester. Giv dit barn anerkendelse og kærlighed, og det vil gro. Kærlighed giver vækst, og menneskelig vækst giver livskvalitet og livsfylde.

TÆNK hvis vi altid havde opmærksomheden rettet mod det bedste og smukkeste i os selv og hinanden – det ville forårsager mirakler på verdensplan.

Med ønsket om en dejlig sommer

Nina